Content:

 

Bruk af helsetjenester i Danmark

Michael 2006; 3:Suppl 3: 81–9.

 

Forbruget af sundhedsydelser kan studeres ved at se på rater, fx. antal sygehusudskrivninger per 1000 indbyggere, eller ved at se på dækningsgrader, fx. procentdel, der har konsulteret praktiserende læge i et bestemt tidsinterval. Det kan gøres som cross-section- eller tidsserieanalyse, og er under alle omstændigher en simpel, men nyttig, deskriptiv opgave. Hvor det er muligt i det følgende, vil den tidsmæssige udvikling blive illustreret.

Går man fra deskription til analyse af mulige forklaringer på en konstateret (national) udvikling, melder der sig store udfordringer. De deskriptive oplysninger har på den ene side sjældent egentlig værdi uden et forsøg på analyse – og kan let i den rene deskriptive form give anledning til fejlkonklusioner – men analyse af mulige årsager er på den anden side vanskelige.

Forbruget af sundhedsydelser afhænger af mange forhold. Selvsagt betyder sygelighed og perciperet behov meget, men forhold som normer, tilgængelighed, brugerbetaling og sundhedsvæsenets opbygning (visitationssystemer, gatekeeper-funktion m.m.) spiller også en betydelig rolle. Én af udfordringerne ved studiet af det nationale forbrug af sundhedsydelser består i det simple forhold, at man sjældent kan studere forbruget af de enkle ydelser i isolation. Fx. vil udskrivninger fra (stationær, somatisk) sygehus være stærkt påvirket af sammedagskirurgisk behandling og ambulatorievirksomheden iøvrigt. Det er åbenbart, at sammenlignende forbrugsforskning er endnu mere kompliceret, selv når der er tale om nærstående lande som Danmark og Norge. I denne artikel afstås for praktiske formål fra systematiske forsøg på forklaring af udviklingen.

xxxxx_082_01_b.jpg

Figur 1 Udviklingen i somatiske indlæggelser og sengedage per 1000 indbyggere 1977–2002

kilde: Statistisk Tiårsoversigt (6). Omfatter også oplysninger fra psykiatriske afdelinger, men ikke psykiatriske hospitaler.

Kilderne til de følgende grafer og tabeller er dels Sundhedsstyrelsens registre, især Landspatientregisteret og Sygesikringsregisteret og dertil hørende publikationer, fx. (1), og internetadgangen på Sundhedsdata.sst.dk, dels Lægemiddelstyrelsens Lægemiddelstatistikregister, som er en database, der indeholder tal for det samlede salg af lægemidler i Danmark. Oplysningerne stammer fra landets apoteker, sygehusapoteker m.m., som registrerer enhver ekspedition eller leverance af lægemidler i Danmark, se www.medstat.dk. Hertil kommer Sundheds & Sygelighedsundersøgelsen, der er en national repræsentativ spørgeskemaundersøgelse. Indtil nu har den været gennemført tre gange: 1987, 1994 og 2000 (2–4). Endelig skal nævnes, at Danmarks Statistik i Statistisk Tiårsoversigt giver en udmærket fortløbende statistik, omend med lidt andre tal end hvad Sundhedsstyrelsens opgørelser viser på grund af forskellige afgrænsningskriterier, ligesom Danmarks Statistikbank indeholder en række parallelle eller supplerende opgørelse baseret på registerdata, se www.statistikbanken.dk. For god ordens skylde skal bemærkes, at der ikke altid er 100 % overensstemmelse mellem opgørelserne i de forskellige kilder, men det ændrer stort set aldrig i tendenserne i tallene.

Forbruget af somatiske sygehusydelser

Der tegner sig et klart mønster: behandlingsaktiviteten er steget stærkt, fra 178 udskrivninger per 1000 indbyggere i 1977 til 209 i 2002 (fig 1). Fra sidst i 1980erne er der tale om en stagnation og endda et lille fald, hvis der sammenlignes med højdepunktet i 1994 på 214 indlæggelser. Stagnationen skyldes, at der siden sidst i 1980erne er sket en målrettet overgang til ambulant behandling, bl.a. sammedagskirurgi, jfr. figur 2. Dette kombineret med andre behandlingsmæssige fremskridt har ført til et markant fald i antal sengedage: fra 1871 per 1000 indbyggere i 1997 til 1179 i 2002.

xxxxx_083_01_b.jpg

Figur 2.Udviklingen i ambulante somatiske besøg på sygehusene.

Det er imidlertid vigtigt at understrege, at stigningen i antal indlagte personer ikke er steget nær så meget som antal indlæggelser, dvs. der har i perioden været en stigende genindlæggelseshyppighed. I 1978 blev der indlagt 625 000 personer. I 2002 var tallet 657 000, svarende til henholdsvis 12,22 og 12,67 indlæggelser per 100 000 indbyggere, dvs. næsten stabilt. Det betyder omvendt, at antal indlæggelser per person (‘genindlæggelser’) i samme periode steg fra 1,39 til 1,66 (5).

Fra 1977 til 1994 steg antal ambulante forløb fra godt 3 mio. til 4,5 mio. (fig 2). Med den nye opgørelsesmetode, der blev indført med virkning fra 1995, hvor bl.a. skadestuebesøg ikke længere medtages, faldt tallet naturligt efter 1995, men stigningstakten var uændret. Først fra 1996/1997 er indberetningerne til Landspatientregisteret nogenlunde pålidelige.

Udviklingen i skadestuebesøg i de sidste 10 år fremgår af tabel 1. Det somatiske forbrug toppede i 2001 og 2002 med omkring 19 000 besøg per 100 000 indbyggere.

Taget under ét er den samlede behandlingsaktivitet på de somatiske sygehuse således steget betragtelig. Den øgede aktivitet har bl.a. været muliggjort, fordi den gennemsnitlige liggetid per indlæggelse er faldet fra 14 dage i 1966 til 5,5 dage i 2002, mest for kirurgiske indlæggelser.

Tabel 1. Udviklingen i skadestuebesøg 1995–2004. Kilde: (7).

Somatisk skadestue

psykiatrisk skadestue

somatisk per 100 000 indb.

psykiatrisk per 100 000 indb.

1995

978035

30595

18752

587

1996

971250

35198

18496

670

1997

998102

35875

18921

680

1998

983587

37835

18576

715

1999

976473

40350

18377

759

2000

1003493

41387

18827

776

2001

1024839

44241

19159

827

2002

1030150

44200

19193

824

2003

961067

39955

17842

742

2004

944436

43632

17453

806

Hospitals-og distriktspsykiatri

Ser man på psykiatrien har der været en udvikling, der ligner somatikken. Nye behandlingsmetoder, herunder fremkomsten af bedre psykofarmaka, og overgang til ambulant behandling, herunder distriktspsykiatri, forklarer en betydelig del af udviklingen i den stationære psykiatri.

I 1966 var der 4 indlæggelser per 1000 indbyggere, der i 2002 var faldet til 3,7, men havde i 1995 været nede på 2,5.

Som for somatikken er registreringen af ambulant aktivitet først systematiske fra 1977 og der ændres metode i 1995. I 1977 var der 85000 ambulante forløb, som i 1994 var steget til 134.000 – og efter ændringen var omfanget i 1995 11.000 der i 2002 var øget til 24.000.

Aktivitetsudviklingen i den primære sundhedstjeneste

Det stigningsmønster, som ovenfor er blevet vist for sygehusvæsenet genfindes, når vi vender os mod praksissektoren. Figur 3 viser i indeksform, hvordan kontakterne til såvel almen-som speciallæge praksis er steget fra 1997 til 2003.

xxxxx_085_01_b.jpg

Figur 3. Udviklingen i kontakter til almen-og speciallæger 1997–2003. Indeks.

Kilde: (8).

Stigningen skyldes ikke ændret aldersfordeling, jfr. den foretagne aldersstandardisering (holder aldersfordelingen konstant i forhold til et bestemt år, her år 2000). Det er heller ikke sandsynligt, at sygeligheden er steget så meget i den betragtede periode (9). Forklaringen skal derfor findes i et samspil mellem udviklingen i sygehusvæsenet, ændrede behandlings-og kontrolmuligheder og holdningen til at bruge sundhedsvæsenet. Det er desværre ikke muligt at sige, hvor meget hver enkel komponent betyder.

Hjemmesygeplejen er en vigtig del af kommunernes sundhedsmæssige indsats. Det er imidlertid svært at finde pålidelig og konsistent statistik om aktiviteterne.

1987, %

2000, %

Ja, egen praktiserende læge

35,1

39,6

Ja, vagtlæge

1,7

2,5

Ja, praktiserende speciallæge

6,1

7,8

Ja, læge på mit arbejde (bedriftslæge)

 

0,2

Ja, skadestue

1,7

2,4

Ja, hospitalsambulatorium

4,4

6,6

Ja, indlagt på hospital

3,1

3,4

Ja, anden læge

-

1,4

I alt, kontakt til læge

52,1

63,9

Ja, tandlæge

33,1

38,7

Ja, kiropraktor

3,5

3,5

Ja, fysioterapeut

3,3

5,3

Ja, hjemmesygeplejerske

1,3

1,9

Ja, psykolog

0,6

1,5

Andre behandlere

-

2,1

I alt, kontakt til andre behandlere

41,8

53,0

Uoplyst/ved ikke

2

0,3

De efterfølgende opgørelser er baseret på Sygeligheds-og sundhedsundersøgelserne, (2–4). På nogle områder supplerer de ovenstående, men giver samtidig et lidt andet billede.

I tabel 2 ser man den danske befolknings brug (‘ja – nej’, de seneste tre måneder) af forskellige behandlergrupper i sundhedsvæsenet. Det karakteristiske for perioden 1987 til 2000 er en stigende tilbøjelighed til at henvende sig til en behandler, og det holder på tværs af behandlergrupper.

Alternativ behandling

De sundhedsprofessionelles ambivalente holdning til ‘alternativ behandling’ deles langt fra af befolkningen. I tabel 3 ses udviklingen i brugen af alternative behandlere og naturmedicin i perioden 1987–2000.

Tabel 3. Har De nogensinde gjort brug af behandlere udenfor det almindelige sundhedsvæsen, og fx benyttet nogle af de behandlinger, som står på dette kort?

1987, %

1994, %

2000, %

Nej

-

67

55

a. Naturmedicin (fx homøopati)

3,6

8

13

b. Zoneterapi

4,2

15

20

c. Afspænding

1,9

4

5

d. Vejledning om kost, motion mv.

1,1

3

4

e. Nåleakupunktur

1,5

7

11

f. Håndspålæggelse

-

1

2

g. Massage/manipulation

2,3

9

15

h. Brug af apparatur (fx magnetiske strygninger og radionibehandling)

0,6

2

2

i. Healing

-

3

4

j. Hypnose

-

1

1

k. Andet, skriv hvad:

1,9

3

5

Uoplyst

 

 

0,3

Det karakteristiske er såvel niveauet som udviklingen. Spørgsmålet i tabellen vedrører, om man nogensinde har benyttet behandlere uden for det etablerede sundhedsvæsen. I 2000 var det tilfældet for 45 % af danskere over 18 år, en stigning på 12 procentpoint i forhold til 1994. Snævres spørgsmålet ind til brug af alternative behandlere i det seneste år, svarede knap 21 % i 2000, at det var tilfældet, sammenlignet med 14 % i 1994.

Brug af medicin

Ca. to tredjedele af den voksne befolkning havde i 2000 brugt receptmedicin inden for de sidste 14 dage i forhold til interviewtidspunktet. Det er en svag stigning på tre procentpoint sammenlignet med 1994.

Tallene i tabel 4 siger ikke noget om forbrugsomfanget. Man får et tilnærmelsesvist svar herpå ved at se på forbrugs/salgstallene fra Lægemiddelstyrelsen, opgjort som definerede døgndoser (DDD) per 1000 indbyggere per døgn. For primærsektoren var tallet i 2000 på 1096 DDD/1000 indbyggere/døgn sammenlignet med 870 i 1997, dvs. en betydelig stigning, (11,12).

Tabel 4. Har De inden for de sidste 14 dage taget nogen af de følgende former for receptmedicin eller håndkøbsmedicin?

Recept medicin, % 1994

Receptmedicin, % 2000

Nej

62

65

a. Ja, hostemedicin

1

1

b. Ja, astmamedicin

4

5

c. Ja, blodtrykssænkende medicin

7

9

d. Ja, hjertemedicin

4

6

e. Ja, hudlægemiddel

4

4

f. Ja, smertestillende medicin mod besvær i muskler, knogler, sener eller led

6

8

g. Ja, anden form for smertestillende medicin

3

4

h. Ja, sovemedicin

4

4

i. Ja, afføringsmidler

1

1

j. Ja, nervemedicin, beroligende medicin

4

4

k. Ja, penicillin eller anden form for antibiotikum

3

3

l. Ja, andet specificer:

7

9

Uoplyst

-

0,4

Afsluttende bemærkninger

Det foregående har været en faktuel oplistning af det danske forbrugsmønster for væsentlige sundhedsydelser. Der har ikke været egentlige tilløb til forklaringer.

Der tegner sig et billede af et stadigt stigende forbrug af sundhedsydelser. Formålet har ikke været at forklare denne udvikling, men afslutningsvis skal emnet alligevel kort berøres.

Hvor det har været muligt, er der kontrolleret for befolkningstallet, medens der sjældnere har været kontrolleret for befolkningens alderssammensætning. Det kan noteres, at de 60+årige i 1980 udgjorde 14,2 % af befolkningen, en andel der i 1995 var steget til 19,2 % og i 2005 androg 20,9 % af befolkningen. Det er åbenbart, at denne ændring forklarer en del af udviklingen, herunder ændringer i prævalensen af en række kroniske sygdomme og deraf afledte behandlingsbehov.

Udover en aldrende befolkning og det dermed sammenhængende sygdomsmønster, spiller udviklingen i behandlingsmulighederne naturligvis også en stor rolle – og muligvis en større rolle end det førnævnte.

I de sidste 20–30 år er behandlingsmulighederne blevet udvidet utroligt meget – enten i form af egentlige nye behandlingsmuligheder eller i form af eksisterende behandlinger, fx. grå stær operationer eller udskiftning af hofteled er blevet tilgængelig for en langt større målgruppe end tidligere, bl.a. på grund af fremskridt i bedøvelses-og operationsteknikker.

Litteratur
1.

Sundhedsstyrelsen. Sygehusstatistik 2002 (seneste år per oktober 2005). København: Sundhedsstyrelsen, 2005.

2.

DIKE. Sundhed & Sygelighed i Danmark 1987. En rapport fra DIKEs undersøgelse. København : DIKE, 1988.

3.

DIKE. Sundhed og sygelighed i Danmark 1994 – og udviklingen sinden 1987. København: DIKE, 1995.

4.

Statens institut for folkesundhed. Sundhed & sygelighed i Danmark 2000. København: Statens instiutt for Folkesundhed, 2002.

5.

Landspatientregisteret gennem 25 år.1977–2002. Nye tal fra sundhedsstyrelsen 2003; 7(9).

6.

Danmarks Statistik. Statistisk Tiårsoversigt (løbende årgange). København: Danmarks Statistik, 2005.

7.

Sundhedsstyrelsen. Skadestuernes virksomhed i 2004. Nye tal fra sundhedsstyrelsen 2005; 9(15).

8.

Sundhedsstyrelsen. Kontakter til praktiserende læger under Sygesikringen 2003. Nye tal fra sundhedsstyrelsen 2005; 9(2).

9.

Kjøller M, Rasmussen NKr. Sundhed og sygelighed i Danmark 2000 & udviklingen siden 1987. København: Statens Institut for Folkesundhed, 2002.

10.

Sundhedsstyrelsen. Kommunale Sundhedsordninger. Hjemmesygeplejen 1996 og 1997. Sundhedsstatistikken 1999:1. København: Sundhedsstyrelsen, 1999.

11.

Lægemiddelstyrelsen. Lægemiddelstatistik 1997–2001. København: Lægemiddelstyrelsen, 2002.

12.

Nordic Medico Statistical Committee. Medicines Consumption in the Nordic Countries 1999–2003. Copenhagen: NOMESCO, 2004.

Syddansk Universitet

J.B. Winsløwsvej 9B

DK-5000 Odense C

Danmark

kmp@sam.sdu.dk

publication-image

Search in Michael

Translate (By Google)

Contact:

Michael, c/o professor Øivind Larsen | p.o.box 1130 Blindern | N-0318 Oslo, Norway |

Epost: oivind.larsen@medisin.uio.no